21.05.2024
Arctic Import og Hørkram Foodservice første CSR-partnere for Dana Cup
Arctic Import og Hørkram Foodservice har som de første indgået et officielt CSR-partnerskab med Dana Cup, der er et af landets absolut største fodboldstævner. Både Arctic Import og Hørkram Foodservice arbejder begge to aktivt op mod FN's verdensmål, der bl.a. skal fremme ligestilling gennem sport. Netop derfor indebærer CSR-partnerskabet et sponsorat af to grønlandske pigehold, der begge deltager i Dana Cup i slutningen af juli måned.
Med kontorer i Nuuk, Tórshavn og Aalborg står handelsvirksomheden Arctic Import særdeles stærkt på det nordatlantiske marked for foodservice, kolonial- og dagligvarer. Tilsvarende er Hørkram Foodservice en af de største catering-grossister i Danmark. De fælles snitflader har nu fået virksomhederne til at gå sammen om et CSR-partnerskab med landets største og Nordens tredjestørste fodboldturnering, Dana Cup.
Som en del af partnerskabet støtter Arctic Import og Hørkram to pigehold, B-67 (G13 og G12), fra Grønland i deres deltagelse i Dana Cup 2024. Sponsoratet inkluderer dækning af alle omkostninger forbundet med ophold og bespisning for de talentfulde unge fodboldpiger under hele turneringen.
Initiativet, der er det første CSR-partnerskab for Dana Cup, understreger virksomhedernes engagement i at støtte og udvikle ungdomssport, især for piger, der ofte ikke har lige så nem adgang til sponsorater som drenge. Sponsoratet sikrer, at de unge piger får mulighed for at dyrke deres passion for fodbold i et miljø præget af respekt, samhørighed, ligestilling og venskab.
"Vores engagement i Dana Cup er mere end bare en sponsorhandling. Det er en del af vores kerneværdier om at styrke fællesskaber og fremme lige muligheder", fortæller Henrik Kronborg, salgsdirektør i Arctic Import, og fortsætter: "Det er fantastisk at være en del af et så meningsfyldt projekt, hvor vi kan bidrage direkte til at styrke unge atleter og særligt pigehold, hvilket fremhæver vigtigheden af ligestilling i sport og de unikke muligheder, det giver", tilføjer han.
John Astrup, centerdirektør og CEO-Nordic i Hørkram, tilføjer: "Vores engagement i Dana Cup og de unges sportslige drømme er et klart signal om vores dedikation til social ansvarlighed og samfundsengagement."
Thomas Gaardsøe, partner- og eventchef hos Dana Cup, er ligeledes begejstret over at kunne byde begge partnere velkommen i Dana Cup-familien: "Arctic Import og Hørkram bringer værdifuld støtte og visioner til vores arrangement, og deres deltagelse styrker vores arbejde med verdensmålene og vores indsats for at fremme ligestilling gennem sport", siger han.
For yderligere information, kontakt venligst:
Henrik Kronborg, Salgsdirektør, Arctic Import, +45 41 99 63 56 / hk@arcticimport.dk
Presse: Jacob Lange, Lange PR, +45 20 76 30 20 / jacob@langepr.dk
Om Arctic Import
Arctic Import er en familieejet koncern, der siden etableringen i Grønland i 1978 er vokset til over 100 medarbejdere. Virksomheden har udviklet sig til at være en af de stærkeste private koncerner i Nordatlanten med et bredt sortiment inden for foodservice, en lang række nonfood-produkter samt kolonialvarer til en bred vifte af private og offentlige virksomheder og institutioner. Arctic Import har gennem årene udbygget sine kompetencer og services og opererer i dag i hele Nordatlanten.
Om Hørkram Foodservice A/S
Hørkram Foodservice A/S er landsdækkende totalleverandør til foodservicemarkedet og er én af de tre største cateringgrossister i Danmark. Virksomheden har mere end 50 års erfaring som grossistleverandør til foodservicemarkedet og råder over et meget alsidigt sortiment med mere end 32.000 unikke varenumre. Sortimentet består blandt andet af mejeriprodukter, kolonial, frugt og grønt, kød, fisk og skaldyr, drikkevarer, vin og spiritus, tobak, kage og desserter, nonfood og økologi.
Om Dana Cup
Dana Cup er en international ungdomsfodboldturnering, der afvikles i Hjørring hvert år i slutningen af juli. Dana Cup er Danmarks største sportsevent og en af de største og højest rangerede ungdomsturneringer i verden. Dana Cup forener unge fodboldspillere fra hele verden omkring passionen for fodbold med respekt, sammenhold, ligestilling og venskab som klangbund under hele turneringen. Dana Cup har deltagelse fra godt 1.000 hold fra mere end 45 lande og samler hvert år mere næsten 35.000 deltagere, supportere, dommere og frivillige.
Læs mere på www.danacup.dk